Nysgerrige på hinandens liv

Nysgerrighed, motivation og samarbejde var kodeordene, da 63 engagerede frivillige, medarbejdere og ledere mødtes til inspirationsdag i Helsingør Ferieby. Inspirationen blev leveret af fire usædvanligt veloplagte oplægsholdere.

Af journalist Merete Rømer Engel

"Turister i andres liv” stod der på en af de grønne sedler, som deltagerne hang op på væggen i Helsingør Feriebyens spisestue den 6. november.

FolkeFerieFonden havde denne dag med CSR ansvarlig Mogens Thage Hougaard i værtsrollen inviteret en lang række mennesker, der arbejder med udsatte familier. Seminaret skulle give ny indsigt, viden og værktøjer til åben og anerkendende kommunikation og dermed inspiration til at blive endnu bedre rollemodeller.

De engagerede deltagere var hen på dagen blevet bedt om at udvælge nogle emner, som de gerne ville gå endnu mere i dybden med på et senere tidspunkt – derhjemme eller måske på en kommende inspirationsdag, og teksten på en af de mange grønne sedler ”Turister i andres liv,” vandt genklang hos mange. 

Når vi er turister i andres, er vi nysgerrige på den gode måde

Sille Bruun Madsen, sekretariatsleder Projekt Social Balance, Værebro Park, Gladsaxe KommuneNår vi er turister er vi nysgerrige på den gode måde, interesserede i, hvad det nye har at byde på, og netop den åbenhed over for de mennesker, vi møder, når vi arbejder med udsatte børn og unge og deres familier havde alle fire oplægsholdere fokus på.

Oplægsholder Sille Bruun Madsen udtrykte det sådan her:

”Det kan ikke nytte, at man lader sig distrahere eller provokere af, at de unge ikke gør, som man har aftalt. De ved ofte ikke, hvad der forventes, selvom vi synes aftalerne er klare. De unge og deres forældre ville aldrig selv have indgået sådanne aftaler. De kan slet ikke navigere i den måde at lave aftaler på.”

Derfor er det ifølge Sille helt nødvendigt, at vi prøver at forstå de unges udgangspunkt. At vi forstår, at de beskytter sig selv ved at leve op til det, der forventes af dem. At de hele deres liv har fået at vide, at de forstyrrer og i det hele taget ofte er blevet mødt med fjendtlighed.

”Vi skal bruge krudt på at lære de unge at kende. Vi skal tale MED dem og ikke til dem. Vise indføling i deres livssituation. Være nysgerrige på deres liv. Og så skal vi være til rådighed – også en sen aften.”

Eller sagt på en anden måde. Vi skal kun forstyrre, hvis det, vi vil, giver mening, og vi virkelig vil det.

Sille arbejder blandt andet med begrebet ”systemisk forståelse,” en måde at forstå både virksomhedskulturer og mennesker på og et redskab til medarbejdere, frivillige og ledere, der kan bibringe en bevidsthed om, at de udsatte børn og unge i deres familier og blandt deres venner er en del af et lukket system – en helhed, som er deres base, deres tryghed og udgangspunkt.

”Derfor vil de selvfølgelig altid være mest loyale over for deres tætteste system – familien, vennerne. Så hvis vi skal gøre noget for og med de unge, så skal vi medtænke familiens og vennernes mønstre. Gør vi ikke det, forstyrrer vi de unge til ingen nytte,” siger Sille.

Alle vil det bedste for deres børn

undefinedundefinedDer er selvsagt mange måder, hvorpå vi møder de udsatte børn, unge og deres familier alt efter omstændighederne og målet med at ”forstyrre”.

En af de andre oplægsholdere Peter Poulsen fortalte om, hvordan hans organisation Care4You, når de skal i kontakt med udsatte familier blandt nydanskere oftest starter med at skabe relationer til andre nydanskere, som så går med rundt i kvarteret, ringer på dørene eller deltager i en sammenkomst og fortæller om et aktuelt tilbud eller informerer om forskellige muligheder. Dels kan de frivillige nydanskere sprogene og dels er det organisationens erfaring, at folk føler sig mere trygge, når en af deres egne er med.


Organisationens metode er blandt andet at bruge den lille nysgerrighed og interesse for hinanden til at åbne op for en større deltagelse i det danske samfund, en bedre forståelse af forældrerolle i vores kultur og i det hele taget bygge bro mellem den enkelte families livsverden og det han kalder systemverdenen.


Han oplever i sit arbejde ligesom Sille, at de unge selvfølgelig er en del af en familie, en kultur eller, om man vil, et system. Og at man i sit arbejde skal være bevidst om, at i det system, hvor de unge er trygge, der opleves det nogle steder som negativt at blive en del af det danske samfund. Derfor holdes børnene bevidst på afstand af de danske børn, og det giver selvfølgelig nogle udfordringer, når man som Care4You gerne vil have dem med i eksempelvis den lokale fodboldklub eller andet foreningsliv. Derfor prøver hans organisation at arbejde med tesen – hvor findes mulighederne for at mødes? Og svaret er ifølge Peter. I det ufarlige, det fælles og det nære.

”Alle ønsker det bedste for deres børn både en rigere fremtid med uddannelse og job og sikkerhed, som blandt andet indbefatter, at de ikke bliver indblandet i kriminalitet og misbrug,” siger Peter.

Lytte til de udsattes egne historier

undefinedMarie Louise Cornelius har med sin teaterbaggrund sit helt eget bud på, hvordan man kan give de udsatte børn, unge og voksne en stemme til selv at fortælle os og omverdenen noget om, hvem de er. Hendes projekt ”Alle har en Historie” går ud på at give de udsatte børn og unge et redskab, så de kan identificere deres egne historier og tør stille sig op og fortælle dem og vel og mærke på en måde, så de bruger eksempelvis en fortid med et fængselsophold eller en alkoholiseret familie som afsæt for en konstruktiv og medrivende historie.

”Deres historie har ikke altid den gode begyndelse, men vi vil vise, at den på trods af det godt kan have en happy ending. At ens historie kan være en styrke,” siger Marie Louise.

Hun arbejder i den forbindelse med både selvudvikling, teambuilding, attitude, samarbejde og praktiske kompetencer, når man skal præsentere sin historie for en eller flere tilhørere. Og at man netop kan fortælle sin historie på mange andre måder end ved at skrive den ned.

”De vil hver især have deres niveau og succeskriterierne vil være forskellige, men hvis man kan lære dem, at det ikke er farligt at vise, hvem man er, og hvad man kan, så er vi nået langt,” siger Marie Louise.

Desuden er selve det at bruge sin krop og blive mere opmærksom på den, noget de unge kan bruge i deres hverdag.

“Ved at lære dem om kropssprog vil de kunne afkode andres og vide, hvad de selv udstråler i forskellige situationer,” siger Marie Louise.

Vaner og følelser stærkere end tanker og planer

undefinedAt være nysgerrige på andres liv. Prøve at forstå hvem de mennesker er, som vi gerne vil hjælpe, og hvilke systemer (forstået som familier og vennekredse), der er deres base og tryghed må altså være udgangspunktet for overhovedet at overveje at ”forstyrre” udsatte børn, unge og familier, som i forvejen ustandseligt føler sig forstyrret med krav og forventninger fra systemets side.

Er vi kommet så langt, er den næste svære hurdle motivationen. Motivationen til at gøre noget andet, tage nye farlige og besværlige skridt ud i verden.

Og her kommer Chris MacDonald på banen.

Han taler mest om, hvordan vi kan motiveres til at bevæge os noget mere, og hvorfor vi helt naturligt har en modstand imod det, men hans tanker er i den grad brugbare i forhold til motivation generelt. Når han tegner sin berømte hest bestående af både menneskets instinkter, følelser og vaner og sætter en rytter på, som med sine tanker og planer forgæves prøver at få hesten til at dreje til venstre, hvor den plejer at dreje til højre, går det galt. Alt i hesten siger, at den skal gå den vej, den plejer. Den vej er tryg og rar, frokosten og den varme stald er inden for rækkevidde, så hvorfor i alverden gøre noget andet? Så når rytteren rykker i venstre tøjle, går hesten til højre, som den plejer og føler for.

”Vores følelser, instinkter og vaner er langt stærkere end vores tanker og planer, derfor skal der motivation til, hvis vi skal gå nye veje, masser af motivation,” siger Chris.

Han er overbevist om, at fysisk bevægelse er godt for alle mennesker og citerer filosoffen Søren Kierkegaard, der siger: ”Jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den.”

”Alle religioner og en masse filosoffer snakker om det, men det er bare ikke alle, der er motiverede for fysisk bevægelse. Det er ikke en naturbrist, for vi er ikke designet til at spontant til at få lyst til at bevæge os eller blive ved, når det bliver hårdt. Der skal motivation til,” siger Chris.

Motivation, motivation, motivation

Men hvordan kan vi motivere udsatte børn, unge og familier til at tage nye skridt, som måske føles farlige og utrygge og i hvert fald er besværlige og kræver overvindelse?

”Nogle gange har vi behov for at give os selv et eftersyn, især hvis vi vil være rollemodeller. Men man kan faktisk være en bedre inspiration, hvis man eksempelvis ikke selv kan lide at motionere, men gør det alligevel, simpelthen fordi man kan lide det bagefter. Jeg kan selv lide at gå en tur i naturen, men ikke mine løbeture. Men jeg bliver motiveret af vennerne. De kan lide det. De er ikke normale”, siger Chris med et smil.

Han mener, at det, der dræner motivationen, er, hvis vi sammenligner os med mennesker, der er meget bedre end os. Vi skal i stedet sammenligne os med dem, der bliver siddende i sofaen. Men samtidig kan vi godt lade os inspirere af mennesker, der er meget bedre.

Vilje

Ordet vilje kommer ifølge Chris af ordene ”jeg vil,” og han har et lille system, hvor han deler os mennesker op i forskellige motivationstyper, alt efter hvad vi skal motiveres til naturligvis.

Type et er meget selvkørende. De kan sige ja til alle de tre spørgsmål: Vil jeg? Burde jeg? Kan jeg? Type to, som mange udsatte tilhører, når det handler om at skabe forandringer, vil sige: Vil jeg? Ja. Burde jeg: Ja. Kan jeg: Nej.

”At være type to dræner energien, ødelægger humøret og giver dårlig samvittighed.”
Type tre ser Chris som sig selv som ung. Vil jeg? Nej. Burde jeg: Ja. Kan jeg: Ja.
”Det er ikke noget superstærkt karaktertræk, men det hjælper ikke at sige, ”tag dig nu sammen.”
Chris husker os på, at rigtig mange mennesker går rundt med en vrede, men at vreden sidder meget tæt på angstfølelsen i hjernen.
”De går hånd i hånd,” som han siger.

Opmuntring og følelser

Opmuntring er ifølge Chris den allerbedste vej til. Og når vi snakker opmuntring, har han nogle fif:
” Vi skal huske hinanden og os selv på, at det, vi i dag er gode til, har vi engang været dårlige til. Vi skal give mennesker mod til at blive ved. Især hvis de er type to og ikke føler, de kan. Det er en killer for mod.”

Og hvordan opmuntrer man så. Det gør man blandt andet ved at blive ved med at give energi og støtte.

”Selv om vedkommende fejler for gang nummer hundrede, så skal vores respons være doceret efter én fejl. Hvis ikke det, vi siger, er konstruktivt, er det destruktivt. Der findes ikke neutrale følelser. Og når man kaster sig ud i noget, må man regne med at blive smidt af hesten, men det er vigtigt at få konstruktiv kritik for at komme op på hesten igen.”

Hestehviskning

Hestehviskere er mennesker, der har en særlig føling med vilde heste. De forstår, fornemmer og roser de følsomme dyr i stedet for som andre at lære hestene op med pisk og magt. Chris har en idé om, at man i arbejdet med udsatte unge med fordel kan arbejde med nogle af de fire grundprincipper for hesteviskning, som er: Respekt, opmuntring, tålmodighed og tilgivelse. En hestehvisker-tilgang til de unge kan gøre det muligt at få lov at lede dem og hjælpe dem på vej.
”De fleste af os har sværest ved tilgivelsen,” siger Chris.
Så den skal der måske arbejdes lidt med.

Samarbejde er afgørende

At arbejde sammen med hinanden og ikke mod hinanden kan let blive en lidt forslidt frase, men ikke desto mindre er et respektfuldt og dialogbaseret samarbejde helt afgørende i arbejdet med udsatte børn, unge og familier, hvilket flere af oplægsholderne slog fast på forskellig vis. Mens det meste af seminaret omhandlede det direkte samarbejde mellem frivillige, medarbejdere, ledere og de udsatte børn, unge og familier samt den overordnede holdning med at være nysgerrige på hinandens liv, så var især Sille Bruun Madsen inde på det væsentlige i også at bakke op om hinandens systemer.

”Vi skal passe på med ikke at tale hinandens systemer ned. Tal op til sagsbehandleren eller skolelæreren i stedet for at tale dårligt om dem. Det påvirker de udsatte familier, hvis vi taler nedsættende om hinanden. De ved ikke, hvem af os de skal være loyale overfor, og de bliver utrygge over for et system, som åbenbart ikke hænger sammen,”siger Sille.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Få tilsendt nyheder og gode tilbud

* skal udfyldes

De fire oplægsholdere

  • Sille Bruun Madsen, sekretariatsleder Projekt Social Balance, Værebro Park, Gladsaxe Kommune
  • Peter Poulsen, Care4You Association
  • Marie Louise Cornelius, teater- og filminstruktør
  • Chris MacDonald, foredragsholder og cand. scient i human fysiologi

Om FolkeFerieFonden

Hvert år skaber FolkeFerieFonden gode ferieoplevelser, rekreation og lærings ophold i Helsingør Ferieby for sårbare børnefamilier, der ellers har svært ved at komme af sted på grund af sygdom, psykisk lidelse eller økonomi. Fonden tilbyder relations skabende aktiviteter som leg, læring, motion, sundhed og naturoplevelser, der styrker familie sammenholdet og skaber nye venskaber for børn og voksne.

Fonden samarbejder med en række frivillige sociale hjælpeorganisationer, patientforeninger
og boligselskaber.

undefined