Prinsesse Marie på skattejagt i ’regnskov’ med autistiske børn i Helsingør Ferieby

Prinsesse Marie trodsede regnvejret og besøgte i sin egenskab af protektor for Landsforeningen Autisme børn med autisme i FolkeFerieFondens ferieby i Helsingør.

Landsforeningen Autisme har i år inviteret familier med autistiske børn på gratis ferie i Helsingør Ferieby i uge 30 og 31. Besøget blev fejret i silende regn sammen med Prinsesse Marie, hvor hun mødte børn og unge til en skattejagt i Feriebyens ’regnskov’.

En frydefuld dag blev afsluttet med, at Prinsesse Marie lavede fortryllende dejlige softice til de glade børn og ikke mindst over at have mødt en rigtig prinsesse.

Trods regnvejret har Landsforeningen Autisme meldt deres ankomst med to uger igen i 2018

I uge 30 og 31 næste år sprudler Helsingør Ferieby atter af en helt særlig livslyst, når i alt 80 familier med autistiske børn holder deres årlige sommerferie.

I år er ikke kun jubilæet, men også et helt særligt år på andre måder. Landsforeningen Autisme har nemlig fået midler til hele to ugers ferieophold i Helsingør Ferieby. Det betyder, at dobbelt så mange familier kom med Landsforeningen Autisme på ferie. Ferien i Helsingør giver familierne en uges pusterum, hvor forældre samt børn med autisme og deres søskende kan hygge sig sammen uden at tænke på dagligdagen og økonomi.

Begge uger var fyldt med naturekspeditioner, klatring i træer, kurser, cirkusworkshop, skattejagt, LEGO-værksted, bålhygge, biograf og netcafé. Alt sammen sjove aktiviteter, der i samskabelse med FolkeFerieFonden er målrettet børn og unge med autisme.

Undersøgelser, vi har fået udarbejdet af Rådgivende Sociologer, dokumenterer, at vores ferieophold og aktiviteter giver familierne ny perspektiver og respekt for hinanden, og de har fået mere selvværd i deres dagligdag til at omgås andre med tillid.