Tre spændende dage i Helsingør

Glæd dig til tre spændende dage med foredrag, specialrundvisning på Kronborg Slot og en masse fælles aktiviteter og motion. Minihøjskolen for seniorer afholdes i maj og juni med overnatning i eget moderne feriehus samt fuld forplejning.

Læs mere om Helsingør Ferieby, se datoer, priser m.m. - Klik her


undefined

Dag 1: Spændende Hamlet-foredrag, mindeværdige stunder og sommersmuk natur

Kl. 10.00: Ankomst til Helsingør Ferieby i Nordsjælland
Velkommen til et minihøjskoleophold i Helsingør Ferieby, der ligger i smuk natur 1,5 km nord for Kronborg Slot og Helsingør by. Din programleder Mogens Thage Hougaard står klar til at tage imod dig, og vi starter de tre højskoledage med at hilse på hinanden og får lidt kaffe og sødt. Bagefter er det blevet tid til at flytte ind i de moderne feriehuse, der er indrettet med danske designmøbler og egen terrasse.

Kl. 12.00: Frokost i feriebyens fælleshus
Vi mødes i feriebyens fælleshus, hvor vi sammen skal nyde en frokostbuffet med traditionelt dansk smørrebrød leveret af restauratøren fra Helsingør Golfklub.

Kl. 14.00-16:00: Foredrag – Bliv klogere på Hamlet 
Efter frokost samles vi i feriebyens aktivitetshus, hvor vi sammen med Shakespeareforsker Anne Sophie Refskou gennemgår den engelske dramatiker William Shakespeares tragedie Hamlet og bliver klogere på stykkets gribende handling og fascinerende personer. Der vil også være god tid til spørgsmål og samtale.

Kl. 18.30: Aftensmad med lækker buffet i feriebyens fælleshus
Vi mødes i feriebyens fælleshus til en lækker buffet med mad fra Helsingør Golfklub.

Kl. 20.30: Musik, sang, dans og bevægelse i Helsingør ferieby
Kropsterapeut og Qi Gong-instruktører Karen Vinding og Marianne Jaworski inviterer til musik, sang, dans og bevægelse hjemme i feriebyens aktivitetshus. Gennem musik, dans og bevægelse udforsker vi kroppens muligheder for at bevæge sig frit. Glæd dig til at føle dig lettere og vitaliseret.

undefined

Dag 2: Mærk historiens vingesus bag murene på Prins Hamlets slot og smag urterne fra soldaterhaverne

Kl. 08.00 – 09.30: Morgenmad i feriebyens fælleshus
Morgenmadsbuffet leveres frisk fra restauratøren fra Helsingør Golfklub og serveres i feriebyens fælleshus.

Kl. 10.00: ”Livets juice” – større kropsbevidsthed og livsglæde
Efter morgenmaden mødes vi i feriebyens aktivitetshus til en omgang senior Qi gong med kropsterapeut og Qi Gong-instruktør, Karen Vinding.
Qi gong udspringer af kinesisk medicin og filosofi og har til mål at styrke og afbalancere den vitale livsenergi kaldet Qi. Med blide, rolige og enkle bevægelser styrker og smidiggør vi hele kroppen, mens indre ro, hukommelse og koncentration fremmes. Du vil opleve, at du får mere energi og fysisk og psykisk velvære af øvelserne. 

Kl. 12.00: Frokost i feriebyens fælleshus
Vi mødes i feriebyens fælleshus, hvor vi sammen skal nyde en frokostbuffet med traditionelt dansk smørrebrød leveret af restauratøren fra Helsingør Golfklub.

Efter en dejlig frokost går vi ved 13-tiden i samlet flok mod Kronborg Slot. På den smukke tur langs vandet slår vi bl.a. vejen forbi Marienlyst Slot og Slotshaven. 

Kl. 13.30: Guidet specialtur på Kronborg Slot
Vi skal på en helt speciel rundvisning på Kronborg Slot – slottet, der siden år 2000 har været på UNESCOs verdensarvsliste og er en af renæssancens allerfineste bygninger. Anne Sophie Refskou er vores dygtige guide.

På rundvisningen bruger hun slottes store sale og allerinderste kroge til at gennemgå relevante scener fra teaterstykket Hamlet. På rundturen vækkes slottet på magisk vis til live, og du fornemmer fortidens historiske vingesus, mens vi guides rundt.

Kl. 15.00: Kaffe og kage på Strandvejsristeriet
Vores "kaffebønner" er vel hørt på Strandvejsristeriet, hvor vi får en særlig god kaffe og lidt kage til. 

Kl. 15.30-17:00: Hamlet - foredrag og udstilling
Efter den velsmagende kaffe slentrer vi 5 minutter fra Strandvejsristeriet hen til bygningerne, hvor Hamletscenen befinder sig. I et spændende foredrag i ‘HamletSalen’ fortæller Anne Sophie Refskou historien om Hamlet på Kronborg, som igennem to århundreder har skabt en stolt teatertradition.

Efter foredraget åbner HamletScenen op for en ny udstilling om Hamlet i den smukke ’Lapidarium’ gang, hvor vi ser billeder fra HamletScenens ’Hall of Fame’ samling.

Efterfølgende har du lidt tid på egen hånd, hvor du kan gå rundt i slotsområdet, besøge Søfartsmuseet eller gå en tur op i Helsingør by, der lokker med brostensbelagte gader, bindingsværkshuse og god shopping.

Kl. 18.30: Middag på spisehuset Kadetten på Kronborg Slot
Om aftenen mødes vi igen, hvor vi skal spise på det hyggelige spisehus Kadetten, der ligger som en del af Kronborg Slots fæstningsområde. Her skal vi nyde en hyggelig og veltilberedt 2-retters middag. Maden er økologisk og lavet fra bunden af. Brødet er bagt i den store ovn midt i lokalet, og mange af urterne og grøntsagerne er høstet i de små, genskabte soldaterhaver.

undefined

Dag 3: Afsked med hinanden og Helsingør Ferieby

Kl. 08.00 – 09.30: Morgenmad i feriebyens fælleshus
Morgenmadsbuffet leveres frisk fra restauratøren fra Helsingør Golfklub og serveres i feriebyens fælleshus.

Kl. 10.30: Foredrag i feriebyen med direktør og teaterinstruktør, Lars Romann Engel
Hamletscenens administrerende direktør og teaterinstruktør Lars Romann Engel deler ud af sin lange erfaring og sin spændende Hamlet fortolkning. Vi skal sammen prøve at forstå Hamlet, Prinsen af Danmark, med nutidens øjne, og foredraget tager hul på spørgsmålet: hvad kan vi bruge Hamlets historie til i det 21. århundrede?

Kl. 12.30: Frokost i feriebyens fælleshus
Vi mødes i feriebyens fælleshus, hvor vi sammen skal nyde en frokostbuffet med traditionelt dansk smørrebrød leveret af restauratøren fra Helsingør Golfklub.

Kl. 14.00: Kaffe og sødt i feriebyens fælleshus
Vi mødes i feriebyens fælleshus for at få lidt godt til ganen. Miniskoleopholdet lakker mod enden, og vi får mulighed for en hyggelig stund sammen, inden vi hver især rejser til hvert vores hjørne af Danmark.

Kl. 15.00: Afrejse
Tre begivenhedsrige dage er slut, og vi pakker sammen og siger farvel til hinanden, Kronborg Slot og denne smukke plet i Danmark.

 

Forbehold for ændringer i programmet.

Bestil dit højskoleophold hos FolkeFerieFonden på tlf. 4921 3979 eller helsingoer@folkeferie.dk.

 

Video fra Helsingør Ferieby


undefined

Om FolkeFerieFonden

Hvert år skaber FolkeFerieFonden gode ferieoplevelser, rekreation og lærings ophold i Helsingør Ferieby for sårbare børnefamilier, der ellers har svært ved at komme af sted på grund af sygdom, psykisk lidelse eller økonomi. Fonden tilbyder relations skabende aktiviteter som leg, læring, motion, sundhed og naturoplevelser, der styrker familie sammenholdet og skaber nye venskaber for børn og voksne.

Fonden samarbejder med en række frivillige sociale hjælpeorganisationer, patientforeninger og boligselskaber.

undefined