Feriebyen ligger på en bakketop lige nord Helsingør. Fra plænen og fællesbygningen er der en imponerende panoramaudsigt, hvor man kan se det smukke Kronborg Slot, M/S Museet for Søfart på det tidligere værft og spidsen af Helsingør by. Man kan også følge skibene på Øresund, der er en af de mest trafikerede skibsruter i Danmark, og i baggrunden ser man Sveriges kyst.
Alle Nordsjællands kulturelle og historiske oplevelser og seværdigheder ligger inden for 15-45 minutters transport fra Helsingør Ferieby – mange af dem endda i gåafstand. Der er indkøbsmuligheder ganske tæt på og ellers blot 1,5 km til butikkerne i Helsingør by. Tog og bus holder lige udenfor området.